257 år efter at de første rebslagere havde taget deres baner i brug på dette sted, måtte de sidste rebslagere pakke deres ting og forlade området. I mellemtiden var det sparsomt bebyggede område omkring banerne blevet til et tætbebygget storbykvarter med lejeboliger, handel, fabrikker og forlystelsessteder, der var rykket tæt op til rebslagerområdet – og det inden for få årtier:
Efter franskmændenes tilbagetog „med ild og flamme“ i 1814, blev den landlige såkaldte Hamburger Berg i rasende tempo til den officielle og tætbebyggede forstad St. Pauli: Indtil 1820 var genopbygningen afsluttet, i 1833 fik området officielt og efter sin kirke navnet „St. Pauli“. I 1840 var de træbyggede markedsboder på Spielbudenplatz (deraf navnet) forsvundet til fordel for faste bygninger, hvor publikum morede sig mod betaling. Ved årsskiftet 1860/61 faldt endelig med portspærringen ved Millerntor en afgørende konjunkturbremse: Var det hidtil sådan, at efter mørkets frembrud var passagen lukket og kun åbnede mod dyre „spærrepenge“, kunne man nu gå ind og ud hele døgnet – og gæsterne flygtede ikke længere i „portlukningspanik“ fra spærreklokken ved Millerntor. Fra havnen blev et „port til verden“, og tekniske nyvinninger som dampskibsfart var på vej mod succes – og ståltov overtog rebslagerprodukternes plads.
Det voksende Hamburg interesserede sig allerede i 1870'erne for rebslagernes område som byggegrund. Men uden videre var det ikke til at få: Rebslagerne fastholdt et erstatningskrav, som der opstod en mangeårig retssag om med byen – som til sidst blev afgjort til rebslagernes fordel.
I maj 1883 sluttede kapitlet om rebslagerne på St. Pauli. En ny tid var brudt frem, og bydelen var tæt befolket.
I 1885 blev den første bygning på det tidligere rebslagerområde færdiggjort: En skole for St. Paulis børn. (I dag Schulmuseum).