Den nordlige grænse for Reepschläger-området udgjordes af Pesthofs grund, som i 1606 af sikkerhedsgrunde blev flyttet ud af den tæt bebyggede by. Her var man ikke blot langt nok fra Hamburg, men havde også plads nok til vidtstrakte haver, køkkenhaver, frugtplantager og græsgange, så hospitalet kunne være selvforsynende. Der var eget bageri, stalde til husdyrene, forrådslagre og et apotek. Fra 1758 fik Pesthof endda sin egen vandledning til friskvand med tilhørende beholder – samt et eget kapel, så gudstjenesterne ikke længere behøvede at finde sted på den brolagte, centrale plads foran hovedbygningen.
Institutionen fungerede samtidig som hospital, fattighus og bolig for gamle og handicappede mennesker, hvor hver gruppe havde sin egen sal, eller, hvis man havde råd, et eget lille værelse. Forplejningen var god: Frugt, grøntsager og endda kød stod regelmæssigt på menuen, og dertil fik man fortyndet øl.
Omkring 900 mennesker blev forsørget her og/eller boede på Krankenhof (som Pesthof blev kaldt fra det 18. århundrede), heriblandt også personalet: En „spisemester“, der samtidig var sårlæge, og hvis hustru førte tilsyn med udleveringen af fødevarer samt sygeplejen. En skolelærer, en bager og et bud, der udførte ærinder uden for området, for Pesthof måtte ikke uden videre forlades eller betrædes. Det sørgede en vagt og en særlig Pesthof-port for, som blev låst på samme tidspunkt som Millerntor.
I 1814 blev hospitalet brændt ned af franskmændene. I 1843 blev det sydvestlige hjørne af det tidligere Pesthof-område bebygget med det (tidligere) Israelitisches Krankenhaus (se også station 4), hvor Jobcenteret ligger i dag.
Se også om Israelitisches Krankenhaus: https://www.dasjuedischehamburg.de/inhalt/israelitisches-krankenhaus)